Svæveflyvning er flyvning uden motor. Blot fordi et fly ikke har en motor er det ikke ensbetydende med at det ikke kan flyve i timevis – for på en god flyvedag, kan man holde sig i luften fra tidlig morgen og til solnedgang.

Svæveflyet er en højteknologisk aerodynamisk konstruktion, der er optimeret til at bevæge sig gennem luften med mindst muligt tab af energi. Ved at flyve igennem opadgående luftstrømme, vindes højde, hvorved flyvningen forlænges.

Svæveflyvning er samtidig en luftsport, hvor piloterne afprøver deres evner med og mod hinanden ved at konkurrere om hvem der hurtigst kan gennemføre en forudbestemt distance med et antal vendepunkter i landskabet.

Da et svævefly som nævnt oftest ikke selv har en motor, har det brug for hjælp til at komme i luften. Dette kan ske på tre forskellige måder:

0-100 km/t på 3 sekunder

Flyet trækkers op med en lang wire af et stort spil. Når wiren rulles ind, trækkes flyet meget hurtigt ned mod spillet og opnår herved hurtigt den nødvendige flyvefart, som gør at det kan flyve. Acceleration i spilstart er en racerbil værdig og i løbet af 40 sekunder er man i 300-400m højde. Når svæveflyet har nået sin maksimale højde slippes wiren automatisk, hvorefter den daler mod jorden med en faldskærm. Spilstart er billig og en rigtig god metode til skoling. I PFG har vi meget lang bane til rådighed hvilket betyder at vi generelt får større højde på end andre klubber.

En anden metode til at bringe et svævefly i luften er, at blive trukket op af et motorfly. Dette gøres ved at koble svæveflyet til et motorfly med et tov, og trække det i luften med motorflyet. I PFG har vi et specialbygget slæbefly til dette formål, som er optimeret til at kunne stige hurtigt og komme hurtigt ned efter det næste svævefly. Polyt V har sin egen side se slaebeflyet-polyt-5. Fordelen ved denne startmetode er at udkoblingshøjden og -stedet kan varieres.

I de seneste år er det blevet mere almindeligt at indbygge motorer i svævefly, hvilket gøres på forskellige vis. Nogle typer svævefly er udstyret således at motoren kan klappes ind i kroppen og bruges til at holde svæveflyet i luften, men ikke bringe det derop. Denne type fly må altså benytte en af de to andre startmetoder til at komme i luften. Enkelte svævefly har en så kraftig indklappelig motor at de selv er i stand til at lette med den, hvilket kaldes en selvstart. Endelig er der den tredie slags svævefly med motorer, kaldet touring motor gliders (TMG). Disse fly er egentlig er et lille motorfly, med en permanent udklappet motor. Fordelen ved touring motor gliders er at de dog også kan flyve som svævefly med motoren stanset. Bemærk at denne type af motorfly må flyves med et svæveflyvecertifikat. I Polyteknisk Flyvegruppe har vi et fly der er i stand til at foretage selvstarter, vist på billedet t.h. For flere detaljer om dette fly, se afsnittet Fly.

Et svævefly føres på samme måde som andre fly, bortset fra at der oftest ikke er nogen motorkontrol. For at et fly kan flyve må det have fart på i forhold til luften. Et motorfly kan bibeholde farten med motoren, hvilket ikke er muligt i et svævefly. Derfor opretholdes flyvefarten i et svævefly, ved konstant at “flyve ned ad bakke”. Herved kan den energi flyet har i kraft af sin højde omsættes til bevægelsesenergi, som konstant afgives grundet luftmodstand. I modsætning til et motorfly er svæveflyet optimeret til denne form for flyvning. Dette er gjort gennem et særligt aerodynamisk design, og svæveflyet vil derfor falde langsommere og bedre kunne udnytte højden til at komme længst muligt. Uden en energikilde vil et svævefly før eller siden være nødt til at foretage en landing. På distanceflyvninger hænder det derfor af og til, at man må lande på en mark. En marklanding anses ikke som nødlanding. Tvært imod er det et krav at piloter har trænet marklandinger som en del af deres svæveflyveuddannelse.

Alle svævefly bruger deres højde til at omdanne dette til flyvefart. Hvis man gennemsnitlig synker 0.7 m/s, så tager det ikke lang tid fra 400m(spilstartshøjde) inden man er nød til at lande igen. Ved at finde et sted hvor luften går opad kan man forlænge sin flyvetur. Dette gøres ved at flyve et sted hen hvor luften bevæger sig opad hurtigere end flyet falder, så den samlede lodrette hastighed er rettet opad. I danmark opstår disse opadgående luftstrømme ved at de forskellige dele af landskabet opvarmes i forskellige grad, hvorved luften over dem får forskellige temperaturer. Da varm luft har en lavere massefylde end kold luft vil bobler af varm luft stige til vejrs, og et svævefly der holder sig inden i sådan en boble vil kunne stige til vejrs sammen med den. Teknikken er meget lig den en rovfugl benytter på en sommerdag, hvor du sikkert har set den flyve i cirkler mens den stiger uden at baske med vingerne. Disse bobler kaldes termik. Ind imellem, hvis det blæser meget, kan flere termikbobler vokse sammen og danne et langstrakt opvindsområde kaldet en skygade. Disse kan udnyttes til at flyve langt og hurtigt, da det ikke er nødvendigt at flyve i cirkler for at holde sig inde i opvindsområdet. Dette betyder at der kan vindes højde mens der flyves mod målet.

Blæser vinden ind mod en bjergside eller en skrænt vil luften blive tvunget til at løbe op langs bjergsiden, da den ikke kan løbe gennem bjerget. Derfor vil der kunne findes opvinde på vindsiden af en bjergkæde, som kan udnyttes til at holde et svævefly flyvende. På bagsiden af bjergkæden kan der opstå bølger i luften med områder hvor den bevæger sig op og områder hvor den bevæger sig nedad. Disse bølger kan gå så langt op i atmosfæren at en svæveflyvepilot kan få brug for ekstra ilt, da han ikke befinder sig i en trykkabine. Verdenrekorden ved denne type flyvning ligger på knap 15 km's højde.

På gode dage kan der flyves fra kl. 10 til solnedgang, og dygtige piloter kan flyve op til 1000 km. Flyvninger på 250 km eller derover er ikke unormale.

Der findes forskellige former for konkurrencer indenfor svæveflyvning. De mest populære former går ud på at gennemflyve en distance med højest mulig gennemsnitshastighed eller på kortest mulig tid. Der er oftest aftalt en såkaldt opgave med et antal vendepunkter i landskabet. Alle Fly, der deltager i en konkurrence, medbringer en GPS-logger, der dokumenterer flyets færd og det er fra loggen, hastigheder og points beregnes.

PFG har i 2013 haft deltagende piloter i en lang række konkurrencer i Danmark og i udlandet: Sjællandsmesterskaberne, Spring Cup på Skinderholm, Danmarksmesterskaberne på Arnborg, Pribina Cup i Slovakiet og Verdensmesterskaberne i Argentina.

Almindelig motorflyvning er generelt en temmelig dyr fritidsinteresse. Vi fokuserer dog på svæveflyvning i PFG, som er meget billigere. Desuden har vi gjort meget i PFG for at holde priserne nede. Dette er i høj grad muligt pga. frivilligt arbejde. F.eks. modtager klubbens instruktører ingen betaling for deres arbejde. Hver gang et fly letter kræves meget arbejde -blot for at få skoleflyet i luften kræves minimum: En elev, en instruktør, en tipholder, en radiofører og en spilfører. Desuden skal der være nogen, der kan hente flyet når det er landet og trække det tilbage til startstedet, samt én der kan trække wirer ud igen. Flere af posterne kan dog besiddes af den samme person i en kneben situation, men dette nedsætter antallet af fly der kan sendes i luften pr. time. Dette betydet at svæveflyvning i PFG kræver at alle hjælper hinanden, og det forventes af folk på startstedet, at de giver en hånd med, men det plejer at være ganske hyggeligt. Derudover er vedligehold af flyet nødvendigt, og foretages om vinteren uden for flyvesæsonen på vores værksted (se Værkstedet (237) . Alt i alt giver dette en stor mængde arbejde, der skal deles mellem klubbens medlemmer for at kunne få en masse gode oplevelser i luften. Derfor forventes det at et medlem af klubben hjælper til, således at det er muligt at holde priserne på et acceptabelt niveau. Det forventes af et klubmedlem at han/hun hjælper med alt det nødvendige arbejde på en dag hvor han/hun flyver, hvilket inkluderer at pakke hangaren ud om morgenen og vaske flyet og pakke hangar om aftenen, samt hjælper med at vedligeholde flyene i vintersæsonen. Dertil kommer et antal vagter på spillet, og en hånd til diverse andre ting, som fx vedligehold af klubhuset er også velset.

Termik kræver solopvarmning, og den er der ikke meget af om vinteren og dermed ikke meget termik. Yderligere er dagene meget korte om vinteren og det bliver meget koldt på flyvepladsen. Af disse grunde flyves der generelt ikke i vintersæsonen, som går fra slutningen af oktober til slutningen af marts. Klubben går dog ikke i total vinterhi, da der er aktiviteter på værkstedet i form af flyvedligehold, billedeaften, julefrokost og diverse foredrag, samt teori- og radiocertificatundervisning.