Dette fly er specielt konstrueret og bygget af PFG til at trække svævefly i luften. Det kan Polytten gøre mere effektivt end andre flytyper, der typisk bruges som slæbefly. Til et DM med fem slæbefly trak de fire andre de fire første svævefly i luften hvorefter Polytten trak det femte op og nuppede også lige det sjette op inden det første af de fire andre landende. At dette er muligt, skyldes at flyet har en let konstruktion, med en stor motor, der er effektivt kølet med en kraftig blæser. Yderligere har Polyt V en effektiv luftbremse, så den kan komme stejlt og hurtigt ned efter det næste svævefly. Landingsstellet en meget blødt affjedret så Polytten kan lande og hente et svævefly der måtte være udelandet på en ujævn mark. Polyttens lave vægt og det faktum at den er designet til at flyve ved lave hastigheder, giver også et kortere startløb end det typiske slæbefly, hvorved der kan startes fra en kortere mark. Som det første fly i verdenen, havde Polytten et spil i kroppen, hvorved det er muligt at trække slæbetovet ind i halen under flyvning. Herved bruges ikke tid på at kaste, hente og koble slæbetovet. Denne konstruktion er senere blevet kopiret til andre slæbefly. Polyttens cockpit og dens lave vinger er konstrueret således at slæbepiloten har et godt udsyn. En farlig situation i forbindelse med flyslæb er når svæveflyet stiger for meget efter letningen, hvorved slæbeflyets hale hæves og det går på næsen i jorden. Af denne årsag har Polyt V et “overdimensioneret” haleplan, der samtidig også er højderor (pendelror) og giver dermed slæbepiloten mere magt over situationen. Polyttens tilblivelse er beskrevet under Klubbens historie
Polyteknisk Flyvegruppe, Bygning 237, DTU, 2800 Kgs. Lyngby | pfg@pfg.dk
Flyveplads: Eskebjergvej 88B, Kaldred, 4593 Eskebjerg